I kølvandet på ildebranden i Kroo Bay

Boyd Heuvelman - International Frivillig i Sierra Leone, Street Child

Da jeg vågnede om morgenen tirsdag den 5. marts blev jeg mødt af en af Street Child of Sierra Leones socialarbejdere. Jeg er for nylig ankommet til Sierra Leone for at lave frivilligt arbejde med Street Child i to måneder, og det var min første dag i Freetown. Socialarbejderen forklarede, at hun ville tage mig med til Kroo Bay, et af de største slumområder som Street Child opererer i. Over natten havde en voldsom ildebrand hærget hele kvarteret som var brændt ned. Da vi fik adgang til området blev jeg informeret om, hvad der var sket og hvad vi nu skulle gøre.

ce9f5aca-56f7-4941-bec3-2e790ee45849.jpg

Efter at have møvet os igennem de smalle gader, næsten ikke brede nok til en voksen mand, kom vi ind til et større sikkerhedsområde med to fodboldmål. Dette var den lokale fodboldbane, der er blevet midlertidigt hjem for de berørte familier. På den anden side af fodboldbanen var der kun mursten og aske. Intet havde overlevet ilden - det var total ødelæggelse. Jeg fik at vide, at ilden startede nær vandet/bugten, men ingen kendte årsagen til ilden. Heldigvis havde alle byens indbyggere overlevet branden.

Jeg gik lige rundt om hjørnet til Street Child-partnerskolen, som drives af We Yone, vores lokale partner. Street Child støtter over 200 studerende på skolen. Omkring 60 af dem var ikke i skole den dag. Disse børn havde mistet deres uniformer, blyanter og bøger til ilden. Selvom jeg blev mødt af hver klasse ved en venlig velkomstsang, var de tomme stole iøjenfaldende. En lærer viste mig rundt og gav en mere detaljeret rapport. Tilsyneladende kunne brandmændene ikke nå ind til ilden i tide - de smalle gader betød, at de ikke sådan lige kunne få adgang til området.

Så det var op til lærerne, børnene og medlemmerne af lokalsamfundet selv at bekæmpe ilden. Det tog 3 timer. Først brugte de al det vand, der var tilgængeligt i de omkringsligende huse - men det var ikke nok. Herefter udnyttede de med succes havvand til at få styr på situationen.

Jeg ventede mens We Yone-teamet organiserede nødpakker til uddeling til skolens børn og deres familier. Med nødpakkerne distribuerede de tøj, vand, madolie, toiletartikler, blyanter og notesbøger.

I løbet af ventetiden ringede skolens klokke til frokost. Selv så kort tid efter så omfattende en tragedie skyndte børnene ud at synge og klappe i skolegården. Mens jeg stod og observerede børnenes sang og leg, blev jeg fyldt med en følelse af håb. Der var en lille dreng med et stort smil, der løb hen imod mig - han kunne ikke være mere end 5 år gammel. Drengen og jeg begyndte at spille et spil fra min barndom; tommelfingerkrig! En universel leg, der krydser alle langegrænser! Han forstod hurtigt reglerne, og udviste stor glæde ved at vinde over mig - gang på gang! Senere mødte jeg ham igen - men denne gang under mindre muntre forhold - nemlig under fordelingen af nødpakkerne.

Da tøjet endelig ankom begyndte vi at adskille drenge- og pigetøj i forskellige bunker på skolebordene. Herefter ankom de andre ting. Det tog lidt tid, men i sidste ende nåede holdet at samle pakker til alle de berørte skolebørn samt deres forældre og søskende. Fra hver familie ankom de to og to for at hente deres nødpakker. En dåse af madolie skulle deles mellem 2 familier. Efter uddelingen besluttede vi os for at uddele overskydende madvarer og tøj til andre medmedlemmer af samfundet, der var berørt af ildebranden.

Jeg fik chancen for at tale med en af de piger, der var blevet skadet i branden. Hun havde en større forbrænding på sin højre hånd. Hun tog mig med til fodboldbanen og introducerede mig for sin familie bestående af bedstemor, søster og fætre. De sad i et hjørne af fodboldmarken i deres midlertidige “hjem”, som bestod af nogle pæle med et tag over, ikke større end 2 x 2 meter - alligevel var de glade for at vise mig rundt.

Senere kom den lille dreng fra tidligere løbende hen til mig og greb min hånd og spurgte om jeg husker hans navn. Det kunne jeg selvfølgelig, og det gjorde ham glad! han spurgte om jeg ville med hen på skolen og lege med ham og hans kammerater - så det gjorde vi.

Lige nu har disse børn ikke noget hjem, og deres familier har knap nok midler til at overleve. Denne fodboldmark er deres virkelighed lige nu.

Anne Beuken